Danseworkshop med Kirk Rønler

At deltage i danseworkshoppen, var næring for mig. Næring til mine celler, min sensualitet og kvindelighed. Tusind tak dejlige damer, og tak Kirk!

Jeg er meget inspireret af stærke kvinder og stærke fællesskaber, og dét vi sammen kan udrette - og det var virkelig bare fint at mærke hvordan 20 fremmede kvinder kunne rumme hinanden og de følelser der bliver åbnet op for, både varme og glædelige - og svære og sårbare følelser. Det var et rum fyldt med stærke kvinder, og jeg forstår godt at Femina har valgt at kåre Kirk som en af de mest inspirerende kvinder i 2016 – for hun går forrest for netop at skabe et fortroligt rum med plads til vores følelser for os, og det virker meget stærkt og troværdigt.

Læs mere om Kirk her: www.kirkronler.dk 

Der er noget helt særligt ved at være i sådan et rum, og give slip på sine forbehold og sin frygt – for så at sende sin indre diva på folden. Jeg taler for mig selv: det var ikke altid kønt, men det var fandme dejligt!
Helt ærligt, så trænger vi til det. Jeg anerkender at det er en generalisering fra min kant, men jeg tør godt sige det højt alligevel: der er sindssygt mange kvinder derude, som alt for sjældent investerer i deres kvindelighed, nydelse og egne behov – jeg selv inklusiv. I allerhøjeste grad! Jeg er så god til at sætte andres trivsel over min egen – faktisk så meget at jeg ind i mellem kan blive lidt i tvivl om, hvad det egentlig er jeg har brug for. For jeg har været så lidt forbundet med mig selv at min krop at jeg ikke har kunnet mærke det.

I min personlige udvikling har jeg været nødt til at pudse mine briller gevaldigt for at få øje på hvordan jeg kunne øge fokus på min feminine energi, da det gik op for mig at mit system simpelthen var helt i ubalance efter en opvækst, som har krævet et panser støbt af maskulin energi. Men sin helt jordbundne facon gav Kirk mig nogle letforståelige og visuelle perspektiver på hvordan jeg fremover kan gribe det an – hovedsageligt baseret på en større forståelse af vores parasympatiske og sympatiske nervesystem, men med konkretet værktøjer til at finde hjem til mig selv, vælge de veje der er rigtig for mig som kvinde og hvordan jeg kan skrue op for den feminine energi.  

Hvis du har lyst til at komme i Kirks trygge favn, kan du læse mere her: 
www.kirkronler.dk/grooveworkshop

Tak for en piv-dejlig aften! <3