Mennesket bag skærmen

Jeg må hellere fortælle lidt mere om mig selv, men tænker at I bedst lærer mig at kende ved at høre nogle af mine upolerede og ucensurerede tanker.

  • For det første, så 'buldrer' jeg lidt. Det ved jeg godt. Altså, jeg snakker ret højt og bruger min krop meget når jeg underviser eller holder foredrag. Det er god motion for mig! :-) Det er simpelthen fordi jeg får så meget energi i kroppen, af at være ude hos Jer!

  • Jeg sætter dog en ære i at kunne navigere i, hvornår det er tid til at 'buldre' og hvornår det er tid til stilhed og fordybelse. Det er noget meget ømt, fint og sårbart over stilhed.

  • Der har, uden undtagelse, været nye og spændende spørgsmål hver gang jeg er ude på skolerne. Jeg bliver rigtig udfordret af det og når jeg går derfra er jeg vokset adskillige centimeter - men det vigtigste for mig, er at I der lytter, også føler Jer, om ikke højere, så i hvert fald inspireret.
 
  • Jeg synes at seksualiteten er en svær størrelse. Det har ikke været en naturlig del af min opvækst, bare at tale frit om 'den slags'. Jeg forstår godt at vi nogle gange bliver forvirrede over vores seksualitet, og jeg øver mig selv i at sætte flere ord på det som fylder for mig. Bare spørg min kæreste - verdens mest tålmodige mand :-)

  • Jeg får flere tusinde ideer dagligt. Det hænger måske sammen med nysgerrigheden, passionen, kreativiteten og lysten til udvikling. Og det er fantastisk, men altså, det kan da også være en lille smule forstyrrende. Jeg prøver at organisere dem ;-) 

  • Jeg elsker bøger. Jeg elsker viden. Jeg elsker at have tid til at lære nye ting.
 
  • Jeg vejer, sådan anatomisk/fysiologisk korrekt set, lidt for meget. Og jeg vil gerne tabe mig lidt, sådan af helbredsmæssige årsager. Det siger jeg på den måde fordi, jeg grundelæggende faktisk er ret glad for min krop. Jeg ser mig i spejlet og tænker: "altså, du, det er sgu ikke helt dumt!" :-) (Jeg har dog skulle vænne mig til krop som ikke er håndbold-krop - er I godt klar over hvor meget der sker med kroppen når man stopper med sport på relativt højt plan?! Jøsses.)

  • Jeg vil gerne kunne noget. Bidrage med noget. Og denne uddannelse, som sexolog, er bare den første af mange. Gudskelov, har jeg masser af tid!


Det var den meget korte version. Tak fordi du læste med!

/Kathrine